”Man kan ikke få det hele!”

Disse få ord har vi med garanti hørt som børn, men de passer faktisk ganske udmærket til den udvikling, som Kærbyskolen i Aalborg har gennemgået, siden den blev opført i 1958. Den har nemlig gennemgået to udbygninger, der i bedste kolonihavestil er sket ved knopskydning inden for den begrænsede plads der er til rådighed, klemt inde mellem villaer i Kærby i yderkanten af Aalborg.

Udefra tager skolen sig pæn, men lidt anonymt ud med de gule mursten, og udbygningerne er forsøgt holdt i samme lidt stramme arkitektoniske stil. Inden for viser lærer Georg Møller Pedersen rundt, for vi skal se på, hvordan støjniveauet er endt efter de bygningsprocesser, som skolen har gennemlevet siden starten i 1958 og gennem ombygninger i 1969,1996 og senest 1999.

Men inden vi kommer så langt, er det tydeligt, at arkitekterne og brugerne har været i svære dilemmaer: Skolens personale og ledelse har prioriteret en stor og velfungerende aula, som skolens centrum, og det har altså kostet på den lange ønskeliste:

Der er kun en gymnastiksal, de gamle klasselokaler fra 1958 og 1969 er stadig på henholdsvis sølle 42 og 49 kvadratmeter. De nyeste lokaler er på godt 60 kvadratmeter. Husgerningslokale og sløjdlokale blev der heller ikke plads til. Lysforholdene er sine steder dunkle, men de andre steder på skolen er for voldsomme.

Stedsans kræves

Georg Møller Pedersen, der blandt andet underviser i fysik, viser rundt på sin skole med en glød og entusiasme, som var han begyndt på skolen for nogle uger siden, men om kort tid runder han 40-års jubilæet som lærer. Rundvisningen kræver en stedsans som en erfaren tropsfører, og denne skribent mister hurtigt enhver retningssans.

For antallet af små rum og tidligere gangarealer, der nu er garderobe eller ”slap-af” værelse til skolens elever fra specialeklasserne, er ganske enkelt overvældende. Rummene fungerer som støjbuffer mellem klasselokaler ud mod gangarealer og aula.

- Vi lever med de samme problemer, som andre skoler: Vi har stået overfor valg, og da vi er en meget søgt skole, er her også flere børn, end vi egentlig kan rumme. Det sidste ser vi som et succeskriterie, men det er med til at skabe trange forhold for både personale og elever, siger Georg Møller Pedersen.

Umiddelbart virker støjniveauet behageligt og rart, og kun få lærere døjer med støjproblemer. To lærere benytter godt nok høreværn i musiktimerne, men her er der konkurrerende årsager: De er begge rockmusikere i fritiden.
 
Lyden på skolen er generelt dæmpet, og det mest støjende lokale er faktisk lærerværelset, hvor snakken blandt de ca. 50 lærere og pædagoger går livligt hen over bordene i pauserne.

De 386 børn og personalet færdes på stømpesokker eller hjemmesko, men det er nu mest af hensyn til rengøringen, fortæller Georg Møller Pedersen. At denne ordning også dæmper støjen, er en klar sidegevinst.

En grim støjkilde

Vi nærmer os SFOén, der i Aalborg benævnes Dussen (Det udvidede samarbejde mellem skole og fritid). Den har hjemme i bl.a. en gammel gymnastiksal, og da vi når derhen, er her tømt for børn, men det store rum udgør en ganske alvorlig støjkilde, for som alle andre gulve i gymnastiksale er også dette gulv ”fjedrende” for at opnå en blød overflade.

Men problemet er, at den ombyggede SFO ikke er skabt til de 150 børn, der kommer i denne del af SFO´en. Det skaber en lavfrekvens støj, der næppe er hørlig, men som er generende ud over alle grænser.

Arbejdstilsynet og akustikere fra Aalborg Universitets Center har konkluderet, at gulvet ganske enkelt skal erstattes af et nyt, men de midler har skolen endnu ikke kunne skaffe – og det er ikke nogen helt billig affære.

Det eneste sted på skolen, hvor der gerne må være en vis rumklang, er musiklokalet, men her er der lavloftet som i en kælder.

Støjen kan derfor blive ubehagelig i musiklokalet som følge heraf. Dørene lige ud til den store aula er dobbelte for ikke at genere de forskellige undervisningsaktiviteter, aulaen også bruges til, og de fungerer efter hensigten.

Ellers er det kun trappeopgangene, der skaber et væsentligt støjniveau med de glatte, hårde overflader og høje barnestemmer.
 
I bygningen fra 1969 er der opsat perforerede metalplader i lofterne, gulvene er af linoleum. I den nyeste afdeling og i et enkelt specialklasselokale er der opsat støjabsorberende plader, så eleverne kan arbejde i et rimelig tyst miljø.

I nogle lokaler er der opsat flytbare skærmvægge for at dæmpe lyden omkring enkelte elever, og høreværn benyttes af eleverne i nogle tilfælde for at undgå forstyrrende stimuli under stilleaktiviteter.

Kompromis på kompromis

Atmosfæren på Kærbyskolen virker på en god måde stilfærdig, og selv i frikvartererne hersker der en vis ro over de mange elever, De mange dekorationer som eleverne har lavet og som pryder hele skolen, er med til at skabe en hyggelig skole, hvor trivslen er i højsæde.

- Vi har en grøn ”Smily”, fortæller Georg Møller Pedersen, der ikke lægger skjul på, at der undervejs i de forskellige faser af udbygningen, er sket en del fejl, som med tiden er ændret så godt det har kunnet lade sig gøre.

- Da skolen var nyere, nemlig i 70’erne fik vi nålefilt på alle gulve. Det var en støjmæssig fordel, men skabte til gengæld problemer med indeklimaet.

- Vores idé om at bruge gangarealerne til undervisning fungerer ikke optimalt: Det er selvfølgeligt ikke rart at arbejde et sted, hvor der hænger fx vådt overtøj, og hvor den brugte ventilationsluft fra klasselokalerne blæser ud, siger Georg Møller Pedersen, der har været både sikkerhedsrepræsentant og tillidsmand.

Ud over et permanent pladsbehov og et elevantal der har nået smertegrænsen, er det ikke støjen, der er det største problem for de ansatte – kvalerne er ofte de psykiske belastninger lærerne oplever når de skal undervise ”problembørn”.

Måske er kompromiserne lykkedes, fordi Kærbyskolen har skabt et undervisningsmiljø, der trods alle mangler er rart for både børn og voksne. Støjniveauet fra de mange børn er ikke generende, og det hænger for en udefrakommende måske sammen med, at der hersker en generel afslappet og venlig atmosfære på skolen.

- Vi valgte i sin tid den store aula, blandt andet for at samle børnene til morgensang, og det har vi ikke fortrudt. For bare det, at eleverne samles til en fælles oplevelse fra morgenstunden i stedet for at blive kastet direkte ind i undervisningen, er med til at skabe en god stemning, siger Georg Møller Pedersen, der under rundvisningen utallige gange bliver spurgt om ”hvad skal vi have i fysik i morgen”?

Han stopper op et kort øjeblik for at svare, men vælger alligevel at fokusere på det, rundvisningen handler om.

En stort set støjvenlig skole.