Forside > Artikler og cases > Cases > SFO Vindinge

SFO'en i Vindinge har haft fokus på støjen i mange år


SFO Vindinge har deltaget i Roskilde Kommunes støjvogterprojekt "Ørenlyd" og gjort meget for at få bugt med støjen. Centerleder ved SFO Vindinge Anette Mette Oxe fortæller:


Hvad blev rummet brugt til, før I lavede om?

Det blev brugt til meget, hvad det også gør i dag. Børnene sad ved bordene og tegnede, spillede spil som Ludo, Stratego med mere. Det var også dér, vi havde eftermiddagsmåltid fra kl. to til tre. Som man kan se på tegningen stod bogreolen lige op ad airhockey’et. Det vil sige læsning sammen med et spil, som virkelig larmer. Derudover sad børnene på gulvet rundt omkring og spillede og legede.


Hvordan kom I frem til, at der skulle ændres på det?

Jeg deltog i kommunens støjvogterkursus, ”Ørenlyd”, hvor vi blandt andet lærte at dele børnenes lege op i stille, rolige og støjende lege. Det skulle bruges til at adskille stille og støjende aktiviteter. Da jeg kom tilbage fra kursus, lavede vi lister over de stille, rolige og støjende lege.

Vi var generelt enige om, hvilke lege der var stille og støjende, men der var også forskellige opfattelser. Det viser jo bare, at selvom støj kan måles, så opfattes det også i nogle tilfælde forskelligt fra person til person. Deltager man selv i en støjende aktivitet, opfattes den som regel anderledes, end hvis man sidder ved siden af og laver noget andet. Ud fra listerne placerede vi de støjende og de rolige aktiviteter hver for sig, og samtidig delte vi nogle af rummene op.


Hvad bliver rummet brugt til nu?

Lego’et er kommet ind – det var før i puderummet. Når man ser tilbage, tænker man: “Hvordan kunne vi placere Lego’et i puderummet?” For børnene, der legede med Lego, blev jo hele tiden forstyrret og fik deres byggerier ødelagt. Man kan også se, at de i dag kan lege i timevis med Lego, hvor de før legede 10 – 15 minutter ad gangen. Jovo’et (plast byggeklodser) er kommet ind i rummet, og det er trafiktæpperne også. Trafiktæpperne var faktisk også i puderummet førhen! Til gengæld er airhockey’et røget ind i puderummet.

Som man kan se på tegningen, har vi sat nogle reoler op for at lave fire små legehjørner til børnene. Der er nu et

dukkerum, og der er også kommet et læse- og hyggehjørne. Endelig er der to hjørner, hvor børnene for eksempel kan lege med Lego, byggeklodser eller lege med biler på trafiktæpperne. Reolerne har bagbeklædning af blød masonit betrukket med stof. Det tager noget af støjen og hindrer at man kigger ind. Børnene sætter stor pris på legehjørnerne.

SFO Vindinge har to musikanlæg, og der er taget stilling til hvor højt der må spilles, og det skal være slukket, når der spises.

Vi har ikke lavet om på eftermiddagsmåltidet, det foregår stadig ved bordene. Der er mindre støj i dag, og det på trods af, at der faktisk er flere børn i rummet!


Hvor meget har ændringen af rummet kostet?

Cirka 10.000 kr. Reolerne har alene kostet 7.000 kr. Det er i øvrigt vigtigt, at de er dybe og solide, så de ikke vælter. Vi har brugt reoler, der er 50 cm dybe. Resten af pengene er gået til beklædning af reoler, filtdupper under stolene med

mere.


Har det hjulpet på støjen?

Ja, det har det. Men man skal ikke tro, man kan klare alle støjproblemer ved simple løsninger. Hvis ikke de akustiske forhold er i orden, og hvis der er for mange børn til rummene, så vil man stadig få støjproblemer.


Fortsat fokus på støjen:

SFO Vindinge arbejder fortsat med støjreducerende tiltag. Absorbenter på væggene i gange og lofter i hele huset – i de to mest ”larmende” lokaler (puderummene), er der også sat absorbenter på væggene.








Senest revideret den 6. oktober 2010