Tinnitus
En del ansatte i dagtilbud, SFO’er og skoler lider af tinnitus (susen eller pibelyd for ørerne). Sygdommen opstår ofte som følge af høje lyde gennem lang tid, eller ved en kortvarig kraftig lyd. Det kan skyldes arbejde, aktiviteter i fritiden, sygdom, medicin og så videre.
Det er ikke muligt i alle tilfælde at fastslå årsagen til tinnitus. Tinnitus kan befinde sig et hvilket som helst sted mellem øret og hjernen og er ikke mulig at lokalisere. Kirurgisk behandling er derfor ikke mulig. Selv overskæring af hørenerven vil intet ændre.
Det er ikke bevist, at man kan få tinnitus af at arbejde i en daginstitution eller på en skole, men der er flere tilfælde blandt lærere, pædagoger og pædagogiske medhjælpere i forhold til den øvrige del af befolkningen. Undersøgelser viser, at tinnitus og nedsat høreevne ikke nødvendigvis følges ad.
For eksempel har kun 50 % af de tinnitusramte i dagtilbud, SFO’er og skoler også nedsat hørevne. For befolkningen som helhed er der 80 % af de tinnitusramte, som også har nedsat høreevne.
Personer, der oplever vedvarende tinnitus bør opsøge en ørelæge for at få undersøgt, om tinnitus skulle være et symptom på en bagved liggende sygdom.
Der kan ofte være hjælp at hente hos det lokale høreinstitut eller kommunikationscenter. De kan ikke fjerne tinnitus, men de kan give nogle god råd om, hvordan man kan minimere de gener, der måtte være som følge af tinnitussen.
Hjælpen
Hjælpen til personer med tinnitus går først og fremmest ud på at lære vedkommende at fjerne opmærksomheden fra sin tinnitus. I en del tilfælde kan høreapparater være en rigtig god hjælp, da lyde fra omgivelserne forstærkes op til et niveau, der er lidt højere end den oplevede styrke af tinnitus. Det kaldes populært for maskering af tinnitus.
Der findes også deciderede tinnitusmaskere. De ligner et ganske almindeligt høreapparat, men de frembringer svage lyde, der sendes ind i øret for på den måde at maskere tinnituslyden.
En del personer med tinnitus oplever søvnproblemer. Netop mangel på søvn kan forværre oplevelsen af tinnitus ganske betragteligt. Her kan en såkaldt bed-side-masker være en rigtig god hjælp. Det er et lille apparat, der anbringes ved siden af sengen, og den tilhørende lille højttaler lægges under hovedpuden.
Apparatet kan indstilles til at afspille forskellige naturlyde, såsom rislende vandløb, bølgebrus, lyden af regnvejr mv. Så i stedet for at lytte til tinnitussen, lytter personen til disse naturlyde.
Endelig bør det nævnes, at muskelspændinger i nakkeregion eller kæber (uhensigtsmæssig bidfunktion) kan være årsag til tinnitus. I sådanne tilfælde kan der være hjælp at hente hos en fysioterapeut eller tandlæge.
Senest revideret den 6. april 2010