Støj er lyd, der skader eller generer, det vil sige uønsket lyd. Lyd er objektiv og målbar, men opfattes forskelligt fra person til person. Høj musik ved en koncert kan for nogle være ren nydelse, mens den dryppende vandhane derhjemme kan drive de samme personer til vanvid.
Det er meget individuelt, hvad vi oplever som støj, og det er ikke kun lydens styrke, der afgør, om lyd er støj. Det er nødvendigt både at reducere den støj, der kan måles, og den lydpåvirkning der opfattes som støj, for begge dele kan resultere i arbejdsskader og dårlig trivsel.
Lyd er svingninger i luftens partikler. Svingningerne danner et tryk. Når trykket rammer øret, sættes nogle følsomme mekanismer i gang i trommehinden i mellemøret og i det indre øre, og energien “oversættes” til forståelig lyd. Vi bliver i stand til at høre noget. Langsomme svingninger giver dybe toner – hurtige giver lyse toner.
Lydtryksniveauet måles i decibel (dB). Det menneskelige øre har ikke samme følsomhed over for dybe toner som over for lyse toner, og når der måles, er det nødvendigt at kompensere herfor. Det gør man ved hjælp af et såkaldt A-filter. Derfor kaldes måleenheden også for dB(A).
Øret kan opfatte et utroligt stort lydspektrum – lige fra lyden af en knappenål, der falder til jorden til larmen fra et jetfly. Decibelskalaen skal rumme alle disse lydtryksniveauer, og derfor har det været nødvendigt med en speciel inddeling.
Når man går op eller ned i skalaen, udgør 3 dB altid en fordobling eller halvering af lydtryksniveauet. Det betyder fx, at det dobbelte af 80 dB ikke er 160 dB, men 83 dB.
Hvis man måler niveauet i en daginstitution eller en skole, er det derfor ikke ligegyldigt, om det er på 80 eller 83 dB. Samtidig vil en reduktion af belastningen på 3 dB faktisk betyde en halvering af sliddet på hørelsen
